Ugens vinder
Seresin Estate Momo, Pinot Noir 2013, Marlborough, New Zealand
Vinanmeldelser, vurderinger og ratings gør at vi har valgt denne vin som ugens vinder blandt mere end 100 anmeldte vine. Vi udvælger og guider dig hver uge til de bedste vinkøb på baggrund af læste vinanmeldelser.
Pinot Noir er krævende og vanskelig. New Zealandske producenter har stor succes med denne Bourgognedrue. Når den lykkes leverer den fløjlsbløde, elegante og insisterende vine. Pinot Noir er normalt et bekosteligt bekendtskab, en god af slagsen til 100 kr. er et scoop. Momo har været blandt ugens vindere også i tidligere årgange.
Finansbureauet skrev: "Pinot Noir vine fra Marlborough har ry for at være i den absolutte verdensklasse, og det forstår man, når man smager vindervinen. Den har alt hvad en sådan skal have af elegance og ynde. Delikat næse med lette toner af kirsebærsten og skovbund og forfinet silkeblød mund med kirsebær og hindbær flettet ind i sarte toner af peber og Amaretto. Giver baghjul til mange langt dyrere Bourgogner."
6 stjerner hos Finansbureauet
Pris: 100 kr. ved 6 stk
Leverandør: Hj Hansen Vin / Vinspecialisten
Ugens vinder på aov.dk uge 18 - 2015