Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Spørg om vin

Joakim
Hvad er Orange vin?
Jeg stødte på orange vin i Amerika. Hvad er det og kender i steder jeg kan købe det?

Hej Joakim
Orange vin er hvidvin der laves efter samme principper som rødvin. Det er en urgammel måde at lave hvidvin på som er på vej tilbage. Orangevin er en velegnet “madvin”, da den kombinerer hvidvinens friske aromaer med et godt grvesyrebid.

Rødvin får sin farve og garvesyre ved at drueskallerne gærer sammen med druemosten. Under gæringen trækkes aroma, farve og garvesyre ud af det mørke drueskind. Det er med til at give vine struktur og smag. Med hvidvin vil man normalt presse saften af druerne og fjerne drueskallerne fra mosten. Bl.a. derfor kan man også lave hvidvin af blå druer.

Orange vin er vin som som er lavet ved at mosten gærer sammen med drueskallerne fra de grønne druer. På samme måde som med rødvin, udtrækkes her aroma, farve og garvesyre, og den “orange” vin får mere fylde og struktur end den sædvanlige hvidvin. Når skallerne fra de grønne druer gæres med mosten, afgives farvestoffer og vinen får et orange præg. Deraf udtrykket “orange vin”.

Orange vine har på grund af garvesyren i vinen en bedre holdbarhed end almindelige hvidvine. På samme måde som med rødvin udvikler de sig også ved lagring.

At finde Orange vin i butikkerne og på supermarkedshylderne kan godt være en udfordring. Der findes ikke så mange af disse vine, selvom vi ser en øget interesse. Da det er nichevine er de typisk også forholdsvis bekostelige. Det er ikke unormalt at de ligger på den høje side af 200 kr. flasken. Niche Vine på Vesterbro fortæller at de fører 4 Orange vine til priser mellem 195 og 225 kr. Hvis du for alvor vil på jagt efter Orangevine, så er det en god ide at søge i butikker der er stærke i bio- og naturvin.

På mere “hippe” restauranter er det ved at være et mere almindeligt at støde på disse “hippe” Orange vine. Således har restaurant Pluto en sektion på vinkortet med “Orange” hvor der pt. er 7 vine.