|
Hurtigt overblik over - en primeur - begrebet
Vinen handles før den er færdig og leveres først 1 år senere når den er klar
Vinen købes med udgangspunkt i vinskribenternes anbefalinger
Vinen købes med forventning om at priserne stiger
Især de store Bordeaux vine handles på denne måde
Et stort netværk af mellemmænd/ vinkøbmænd har sytematiseret denne handelsmetode (negocianter)
Det kræver tillid at handle på denne måde. Man hører jævnligt at køber ikke har fået vinen leveret efter betaling
Når vinene sælges "en primeur" betyder det at vinen handles via mellemmænd/ negocianter forinden vinen er tappet på flaske. Kunderne køber typisk vinen på baggrund af anmeldelser fra vinskribenter og brancheanbefalinger. Vinen leveres efter tapning og slottene frigiver vinene. Typisk flere år efter de første trancher/ allokationer er solgt.
Simpelt eksempel på salg og prissætning
Typisk sælges vinene fra samme slot i flere trancher/ allokationer via negocianterne. Dette er en måde at teste markedet af. Har et slot eksempelvis 50.000 flasker i en årgang, sætter de måske de første 5.000 flasker på markedet til en en primeur pris på 20 euro. Hvis der kommer interesserede købere til eksempelvis 100.000 flasker til denne pris, så er der god grund til at hæve prisen i anden tranche. Omvendt er det fatalt for salget hvis første tranche prissættes for højt.
Vinskribenternes indflydelse på salget af Bordeaux "en primeur" er af afgørende betydning. Især bedømmelserne fra vinskribenten Robert Parker fra The Wine Advocate tillægges stor betydning, men også andre internationale skribenter og magasiner bidrager, eks. Wine Spectator, Decanter og James Suckling. Vinskribenterne bedømmer vinene første gang udfra de "blends" der bliver præsenteret på "en primeur" smagningen, og denne blanding er ikke nødvendigvis 100% identisk med den endelige aftapning!
Bedømmelserne af vinene fra de store slotte frigives normalt efter den store en primeur uge der hvert år afvikles i Bordeaux i april måned, året efter høsten.
Når bedømmelserne begynder at tikke ind, kommer de første vine på markedet. Det er et stort taktisk spil, og der er en del lurpasseri, hvor slottene alle venter på hvem der er de første til at kaste sig ud på markedet.
Der er mange parametre at tage hensyn til ifm prissætningen af vinene. Er det eksempelvis en god eller mindre god årgang og hvordan er det økonomiske marked. Finanskrisen er eksempelvis umiddelbar hård ved en primeur salget, men til gengæld kom det umættelige kinesiske marked en primeur salget til undsætning, og man så enorme prisstigninger på de flotte 2009 og 2010 årgange.
Skulle du have fået mod på at prøve dig med en primeur køb, eller blot er nysgerrig på at følge udviklingen i perioden hvor vinene frigives, har flere danske vinhandlere denne service. Du kan få tilsendt notifikationer om en primeur salg hos bl.a. disse større danske vinhandlere; Philipson Wine, Leisner Wine, Theis Vine, Sigurd Müller Vinhandel, Vinoteket i Gentofte. Mange andre har også denne service. |