|
Hej Helena
Vin tappes typisk enten på produktionsstedet eller på centrale tapperier. Du får lige et par eksempler.
Eksempel på Fransk "slotsaftappet" vin
Nogle af de store vinslotte har deres egen tappelinie, hvor de efter at have omstukket vinene og blended dem på beholdere selv tapper. Ønsker man at tilsætte sulfitter, udover det man allerede måtte have brugt i produktionen, for konservering vil dette typisk ske på disse beholdere. Typisk vil vinen først blive tappet tidligst 4 uger efter den er blended, således at vinen bliver homogen. Ved disse tapninger kan der foretages diverse filtreringer af vinen. Nogle vælger dog ikke at filtrere vinene, da dette giver mere "stofrige" vine, men til gengæld også større risiko for bundfald, vildgæring mm.
Den mest almindelige måde at "slotsaftappe" vin, foregår ved at der kommer en stor lastvogn med en tappelinie ud til den enkelte vingård. Princippet ved denne tapning er fuldstændig identisk med ovenstående, eneste forskel er at det er en mobil tappelinie, og dem der opererer denne tappelinie selvsagt er specialiserede i denne øvelse.
Ved slotsaftapninger, vil det normalt fremgå af etiketten, og på Fransk vil der stå "Mis en bouteille au Chateau".
Vin tappet på centrale tapperier
Store mængder af vin tappes på centrale tapperier, enten i selve vindistriktet eller i importørlandet. Eksempelvis har Tasterwine i Brøndbyøster en ultramoderne tappelinie, hvor der tappes store mængder. Vinen der tappes her kommer typisk til Danmark i store containere. Denne fremgangsmåde anvendes typisk til de vine der sælges i større mængder i modtagelandet.
Et andet større dansk vintapperi er Globus wine i Glostrup. Her har man specialiseret sig i at tappe Bag-in-box til især det Nordiske og tyske marked.
Så svaret på dit spørgsmål er: "nej alt vin tappes ikke på produktionsstedet. Betydningen af om en vin er tappet på produktionsstedet eller ej er svær at afgøre, det handler mere om hvilke filtrerings- og tappemetoder man anvender ved selve tapningen."
/Redaktionen
|