|
De bedste Julevine over 100 kr., julen 2020
Test af julevine - over 100 kr.
Alt om vin inviterede branchen til at sende deres bedste bud på julevine hhv. under og over 100 kr. Vi bad om vine der kan matche den danske julemad med and, brune kartofler, rødkål, surt og kraftig sovs.
Vi bringer de bedste vine i testen af vine over 100 kr. her:
(se vinene til under 100 kr. andetsteds på siden)
La Chasse des Princess 2018, Chateau Neuf du Pape, Frankrig
6 stjerner
199,95 kr. hos Meny
Smagsnoter: Blå- skovbær, let muldede noter, patineret læder, hvid peber. En sand bulderbasse der finder harmoni i sin mineralske friskhed af flint og granit der er med til at give vinen luftighed. Vinen holder mærkbare 15% alkohol, der vil holde den fede og søde julemad i skak. Bravo!
Ritme 2018, Priorat, Spanien
6 stjerner
140 kr. v. 6 stk. hos Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Boysenbær, ristet kaffe, små salte noter. Sprød og spændstig sprød frugt med en fin lille sødme, bakket op af mineralske og salte noter. Imponerende kraftfuld vin med er forførende luftighed. Meget raffineret.
Domaine de la Janasse 2018, Terre dArgile, Cotes du Rhone Villages, Frankrig
6 stjerner
139 kr. v. 12 stk hos Jysk Vin
Smagsnoter: Boysen- og blåbær, ristet kaffe, fin sprød frugt med integreret frugtsødme, Det her er virkelig en vellavet vin med fuld balance mellem frugt, terroir og struktur. En stærk julevin.
Rodney Strong Cabernet Sauvignon 2015, Alexander Valley, Californien
5 stjerner
229,75 kr. hos Skjold Burne
Smagsnoter: Kamfer, solbær, nypudset læder, mørk chokolade, ristet kaffe, grønne kviste og krydderurt. Solmoden frugt, finkornet garvesyre og livgivende syre. En værdig repræsentant for Napa Cab.
Corte Canella 2015, Valpolicella Superiore, Italien
5 stjerner
165 kr. v. 6 stk. hos Andrup Vin
Smagsnoter: Solbær, hyld, grønne urter, kviste og strejf af vanille. Kraftfuld, sødmefuld og cremet vin med let svidende alkohol. En intens vin der vil komplimentere den danske julemad med alle dens facetter.
F de Fuentaespina 2014, Ribera del Duero, Spanien
4 stjerner
179 kr. hos Kvickly og Superbrugsen
Smagsnoter: Mørke bær, ristet kaffe, blyant tørv og muldede noter/skovbund, Dyb moden let sødmefuld frugt. Rank, let udtørrende garvesyre.
Auguste Bessac 2018, Gigondas, Frankrig
4 stjerner
124,50 kr. v. 2 stk hos Føtex og Bilka
Smagsnoter: Muldede noter, mørke bær, blåbær, mild rund og cremet med lidt hvid peber. Pæn og vellavet vin der matcher et godt dansk julemåltid. Vinen er let reduktiv (savner ilt), kom den på karaffel en times tid inden den skal nydes
Vinene er smagt blindt og bedømt på en skala op til 6 stjerner, bedømt på pris/kvalitetsforhold. Smagningen er foretaget november 2020. Kun de bedste af vinene i testen er beskrevet her. Priserne er som oplyst af leverandør, og er typisk tilbudspriser. Vinene er gratis prøver fra leverandøren |
|