|
Anmeldelse af gode Californiske vine
Vi har smagt og testet en række vine fra Califorien. Vi anmelder her de bedste målt på skalaen pris/kvalitet.
Davis Bynum, Chardonnay 2017, River West vineyard, Russian River Valley, Californien
6 stjerner
229,75 kr. hos Skjold Burne
Smagsnoter: Stenfrugter, ristede nødder, brændt smør og flødekaramel. Fyldig fadlagret vin med en afsluttende forfriskende livlig syre af lime og flintede noter. Flot oversøisk power Chardonnay i balance.
Rodney Strong vineyards, Pinot Noir 2016, Russian River Valley, Sonoma, Californien
6 stjerner
229,75 kr. hos Skjold Burne
Smagsnoter: Tydelig Pinotnæse, kirsebær, laurbær og graffit. Lækker frugtdreven med en del urtede noter og en imponerende flot integreret syre der giver denne oversøiske Pinot Noir nerve og intensitet. Læg dertil en fin mineralsk afslutning. Rodney Strong imponerer igen og igen med deres velafstemte Pinot Noir vine.
Davis Bynum, Pinot Noir 2017, Russian River Valley, Californien
5 stjerner
299,75 kr. hos Skjold Burne
Smagsnoter: Modne mørke kirsebær, laurbær grøn peber, timian og flintesten. Mørk moden koncentreret frugt af kirsebær. Struktur af ung garvesyre der med fordel kan rundes med lidt alder. Flot syreniveau og fin afslutning med mineralske noter af graffit og flint. En ung potent vin, med god dybde. Vil blive endnu bedre af et par år i kælderen, 2022+.
Rodney Strong vineyards, Knotty vines Zinfadel 2014, Sonoma, Californien
5 stjerner
179,75 kr. hos Skjold Burne
Smagsnoter: Varm moden frugt af viktoria blomme, hvid peber og let mint og et fint touch af ristet kaffe. Cremet smidig og meget velpoleret vin med en dejlig krydret afslutning - og en ganske fin syre der bryder den ellers let sødladne Zinfandel drue. Man mærker den høje alkohol i en varm afslutning. Skal du have en Zin, så er dette absolut et af de bedre bud.
Rodney Strong vineyards, Cabernet Sauvignon 2014, Sonoma, Californien
5 stjerner
169,75 kr. hos Skjold Burne
Smagsnoter: Spændstig umiskendelig Cab. S. med solbær, solbærblade og grøn peber i næsen, samt et strejf af pudsecreme/nypudsede sko, mynte og viol. God mellemfyldig vin med karakterisk Cab. S garvesyrestruktur. der giver vinen pondus. Forfriskende syre der gør vinen læskende. God til en grillet eller smørstegt bøf.
Sådan bedømmer vi:
Vinene bedømmes på en skala gående til 6 stjerner. Skalaen tager udgangspunkt i pris ift. kvalitet, De opgivne priser er som oplyst af leverandøren.
|
|