|
Anmeldelse: Bedste mousserende til nytår 2018/ 2019
Test af mousserende vin til nytåret.
Alt om vin inviterede branchen til at sende deres bedste bud på mousserende vine der passer som aperitif og evt. til forretten. Vi inviterede branchen til at sende hhv. de bedste mousserende og de bedste Champagne.
Vi bringer de bedste vine i testen af mousserende vine her:
(se anmeldelse af de bedste Champagne andetsteds på siden)
Labouré-Gontard, Cremant De Bourgogne brut, Frankrig
6 stjerner
99,75 kr. Skjold Burne
Smagsnoter: Nektarin og fersken, grafit, grøn peber og flint. God fyldig frugt der munder ud i flot skarp og præcis afslutning med en god mineralitet af flint, kalksten og salt. Vedvarende mellemstore bobler. Eet seriøst bud som alternativ til de noget dyrere Champagne vine.
Oriol Rossel Brut Cuvee especial, Cava, Spanien
6 stjerner
80 kr. v. 6 D-Wine
Smagsnoter: Kvæde, abrikos med et friskt indspark af lime/ citrus og rød grape. Lyse blomsternoter. Gode insisterende fine bobler. Skarp og præcis. Frisk velkomstvin.
Freixnet, organic Cava Cordon rosado, Brut, Spanien
5 stjerner
81,95 kr, hos Meny og Spar
Smagsnoter: Nybagt brød, skovbær, syrlige ribs og rød grape. God læskende bitterhed og let kalket mineralitet. Frisk, trimmet og slank veldrejet vin.
J.Laurens, Tete de Cuvee Brut 2015, Cremant de Limoux, Frankrig
5 stjerner
140 kr Vinspecialisten
Smagsnoter: Intens og karakterfuld med nedfaldsæble, kvæde og abrikos. Gærnoter/ brioche. Cremet vin med lækker mousse. Flot mineralsk saltet/kalket finish. Karakterfuld vin der har pondus til at ledsage dine tapas.
Villa Crespia, Mille 2009 brut, Franciacorta, Italien
5 stjerner
199 kr, v. 6 stk hos Andrup Vin
Smagsnoter: Italiensk mousserende fra eet af de førende distrikter. Hasselnød, abrikos og fersken. Urtede grønne noter, flot integreret mineralitet der giver et lækkert saltet touch. Cremet og fin mousse . God vin med en vis cremet rundhed.
Ferrari Organic Brut, Trentodoc, Italien
4 stjerner
149,95 kr., v. 12 stk. Philipson Wine
Smagsnoter: Umiddelbart skænket i glasset opleves vulkanske noter. Efter lidt tid kommer der friske grønne æbler frem i næsen. I munden opleves stenfrugt der hurtigt følges op af en markant syre og grønne æbler. Let mineralsk.
Valdo, Prosecco Brut Biologico,Italien
4 stjerner
120 kr, v. 6 stk. hos Holte Vinlager
Smagsnoter: Ferskenblomster, parfumerede noter stenfrugt/nektarin. Mynte. Venlige bløde bobler. Herlig Prosecco der nydes med velbehag.
Emiliana Brut organic, Casablanca, Chile
3 stjerner
89 kr, hos Kvickly og Superbrugsen
Smagsnoter: Lyse sommerblomster, urter og stenfrugt. I munden, olierede tropiske aromaer. Flint og markant skarp syre.
Sios Brut reserva 2014, Blanc des Noirs, Costers de Segre, Spanien
3 stjerner
175 kr, hos Erik Sørensen Vin
Smagsnoter: Nedfaldsæbler - æblegrød med vanille. Flygtige aromaer i næse og mund. Smagen runder ud i grønne æbler og let kalket præg. Blød og rund mousse.
Punto Rosa, Vino Spumante brut 2016, Val dOca, Veneto, Italien
3 stjerner
79 kr. v. 6 Jysk Vin
Smagsnoter: Skovbær, jordbær og lynghonning. Cremet rund og mild vin med en fyldig god rund mousse.
Vinene er smagt blindt af aovs smagspanel, og bedømt på en skala op til 6 stjerner bedømt på pris/kvalitetsforhold. Priserne er som oplyst af leverandør, og der kan være tale om tidsbegrænsede tilbudspriser. Smagningen er foretaget november 2018. Kun de bedste af vinene i testen er beskrevet her. |
|