|
Sassicaia, ægte Supertoscaner
Anmeldelse af Le Difese, Guidalberto og Sassicaia fra Tenuta San Guido - vinanmeldelse
Vi anmelder ægte Supertoscanere - Sassicaia den første Supertoscaner
Priscilla Incisa der er ved at overtage ansvaret for ledelsen af vingården fra sin far, præsenterede vinene fra Tenuta San Guido med Sassicaia på toppen. Sassicaia betragtes som den første og som een af de absolut bedste Supertoskanere. En Supertoskaner er populært en vin fra Toscana området der laves med inspiration fra de store Bordeaux vine. Toscana er bedst kendt for sine vine lavet på Sangiovese druer. Men flere vingårde har identificeret potentialet for dyrkning af Bordeauxdruerne Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot. Sassicaia var een af de første til at opdyrke dette potentiale. Det har været en lang rejse siden grundlæggeren Mario Incisa della Rochetta plantede de første cabernetvinstokke i 1940erne til Sassicaia i dag er blevet anerkendt med tildeling fra de italienske myndigheder af deres helt eget beskyttede vinområde (DOCG) Sassicaia. Sassicaia er eet af de mindste DOCGer og udgør 100 hektar.
Vinene fra Sassicaia er domineret af Cabernet Sauvignon og Sangiovese.
Vore bedømmelser:
Le Difese, Tenuta San Guido 2016, Toscana, Italien
5 stjerner
129,95 Kr. v. 12 stk. Philipson Wine
Smagsnoter: Mørk frugt af kirsebær, ristet kaffe, menthol og kamfer. Vilde urter. Herlig vin, med en rustik garvesyre omvundet af en sprød og moden frugt. 5 sikre.
Le Difese, Tenuta San Guido 2015, Toscana, Italien
6 stjerner
119,95 Kr. v. 12 stk. Philipson Wine
Smagsnoter: Herlig støvet næse med noter af tobak, skovbund, grafit, kamfer og læder. Sprød moden mørk frugt. Tørvet og tør. En vin med mange lag. Sjælden oplevelse til prisen.
Guidalberto, Tenuta San Guido 2016, Toscana, Italien
6 stjerner
229,95 Kr. v. 12 stk. Philipson Wine
Smagsnoter: Intens mørk moden frugt af kirsebær og brombær. Ristet kaffe, kamfer, blyant og grøn peber. En god portion fin garvesyre og en fylde der bakker hele oplevelsen op. Stor vin.
Guidalberto, Tenuta San Guido 2015, Toscana, Italien
5 stjerner
249,95 Kr. v. 12 stk. Philipson Wine
Smagsnoter: Tydelig Cabernet næse med noter af solbær og en duft af nypudsede sko. Mørk moden frugt, stor dybde i vinen og mineralsk grafitpræg. En lækker sag.
Sassicaia 2015, Tenuta San Guido, Sassicaia, Italien
6 stjerner / 96P
1499,95 Kr. v. 12 stk. Philipson Wine
Smagsnoter: Meget generøs næse med dyb moden frugt af solbær. Ristet kaffe, tobak, lakrids og grafit. Elegant vin med en helt ufattelig saft og kraft. Seriøs gemmevin der vil give store oplevelser i mange år fremover.
Sassicaia 2014, Tenuta San Guido, Sassicaia, Italien
5 stjerner / 93P
1299,95 Kr. v. 12 stk. Philipson Wine
Smagsnoter: Kirsebær, ristet kaffe, peber, urter, skovbund og grafit. Elegant vin med mange lag og en herlig tørhed. Ift andre årgange er denne vin mere drevet af grafit og herbale noter.
Sassicaia 2006, Tenuta San Guido, Sassicaia, Italien
6 stjerner / 97P
4999,95 Kr. (magnum). Philipson Wine
Smagsnoter: Spændstig dyb moden frugt. Trøfler, læder, grøn peber, flint og grafit. Violer, nypudsede sko. Spændstig livgivende syre, en ren eksplosion af smag og utallige fine lag af mineralitet. Ubetinget en stor vin.
Sassicaia 2005, Tenuta San Guido, Sassicaia, Italien
4 stjerner / 91P
4999,95 Kr. (magnum). Philipson Wine
Smagsnoter: Dyb moden frugt, der savner det spændstige præg som der findes i de øvrige vine fra San Guido. Noter af grøn peber og grafit. Vinen savner den storhed og kompleksitet - og de mange lag der ellers kendetegner Sassicaia.
Alt om vin deltog i pressesmagningen der foregik i København d. 25/10-2018. Smagningen var arrangeret af den danske importør Philipson Wine. Vinene blev præsenteret af Priscilla Incisa fra Sassicaia.
Sådan bedømmer vi:
Vinene bedømmes på en skala gående til 6 stjerner. Skalaen tager udgangspunkt i pris ift. kvalitet, De opgivne priser er alle tilbudspriser som oplyst ved smagningen. De dyreste vine er suppleret med en pointscore fra 100 point skalaen
|
|