|
Anmeldelse: Zind Humbrecht, topvin fra Alsace
Test af vine fra Zind Humbrecht.
Zind Humbrecht er uden flig af tvivl een af de førende, om ikke den førende vinproducent i Alsace. Siden 1997 har Zind Humbrecht dyrket deres vinmarker ud fra biodynamiske principper. Zind Humbrecht dyrker vin på en lang række parceller med meget forskellig karakter. På nogle af parcellerne domineres jorden af kalksten, andre af granit og andre igen af vulkansk jord. Så det er naturligt at ejer og vinmager Olivier Humbrecht ved smagningen lægger stor vægt på det franske begreb terroir. Det markante Alsaciske terroir er med til at give vinene karakter. Olivier betoner også den markante mineralitet i vinene. Og netop den biodynamiske tilgang fremhæver ifølge Olivier mineraliteten i vinene.
Udfør din egen smagning med fokus på mineralitet
Hvis du tvivler på om man kan smage jordbundstypen i vinen, så kan vi stærkt anbefale at du prøver at blindsmage vine fra de 3 hovedtyper af jordbund hos Zind Humbrecht. Kalk, granit og vulkansk jord. Vi har markeret 3 af de prøvesmagte vine med en *. Det er 3 vine der egner sig til en sådan blindsmagning.
Skulle du bare have lyst til at nyde et godt glas hvidvin, så er der rig lejlighed til at finde en herlig vin blandt nedenstående anmeldelser.
Anmeldte vine:
Zind Humbrecht, Gewurztraminer Roche Calcaire 2014, Alsace
6 stjerner
230 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Lynghonning, lyse blomster, lychee, mandarin. Et sandt orgie af parfumerede noter. Bestemt og velafstemt krydret afslutning. Let sødme med fin afstemt syre. Flot match til krydret asiatisk mad. Klassevin.
Zind Humbrecht, Riesling Roche Calcaire 2015, Alsace
5 stjerner
250 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Skifer, våd flint og let petroleum indhyllet i en lækker tropisk duft af lychee. Flot mundfylde med stringent og særdeles mineralsk og salt finish.
*Kalkholdig jord/undergrund
Zind Humbrecht, Pinot Gris Roche Calcaire 2013, Alsace
4 stjerner
300 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Stenfrugt, fersken og tropiske aromaer. Fyldig og fed, let sødme der komplimenteres af et mineralsk bid.
Zind Humbrecht, Riesling Clos St. Urbain Gr. Cru 2011, Alsace
5 stjerner
550 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Røg og ristede noter. Moden stenfrugt, mandarin, brandnælder, grøn peber og kamfer. Hele paletten aktiveres i denne komplekse og mineralske vin der har en rund og fyldig frugt.
*Vulkansk jord/undergrund
Monopole Zind Humbrecht, Pinot Gris Clos St. Urbain Gr. Cru 2009, Alsace
4 stjerner
520 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Sødmefuld frugt af pære, melon og lychee. Let røgede aromaer. Meget cremet, fyldig og sødmefuld vin.
Monopole Zind Humbrecht, Gewurz Clos St. Urbain Gr. Cru 2015, Alsace
6 stjerner
900 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Meget intens og forførende næse. Blomster, jasmin, parfume, honning og ristede noter. Intens og cremet fuldfed Gewurz lækkert afrundet med en god forfriskende syre og meget nærværende mineralsk saltet bid. Topklasse.
Zind Humbrecht, Riesling 2014, Brand Grand Cru, Alsace
5 stjerner
500 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Fersken, nektarin, lime og citrus. Stringent, mineralsk rank og spændstig syre. Saltet og mineralsk. Forrygende flot Riesling i topsegmentet.
*Granit jord/undergrund
Zind Humbrecht, Riesling V.V: 2009, Brand Grand Cru, Alsace
4 stjerner
540 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Abrikos, lynghonning, let rød grape. Fed, flydende oppulent nektar - tung sød vin der langsomt åbner sig i glasset, med en fin mineralitet til følge.
Zind Humbrecht, Riesling 2014, Heimbourg, Alsace
5 stjerner
300 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Ristet, røget og flintet med god frugt af æble, nektarin og grape. Brandnælde, zar, grøn peber og saltet mineralsk præg. Stringent og flot saftig finish.
Zind Humbrecht, Pinot Gris 2012, Clos Windsbuhl, Alsace
4 stjerner
330 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Muscat og lychee. Rund og cremet vin med let integreret syre. Citrusnoter og mineralitet træder frem gennem vinens sødmefulde udtryk.
Zind Humbrecht, Riesling 2012, Clos Windsbuhl, Alsace
5 stjerner
420 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Flint, brandnælde, lime citrus og nektariner. En veldrejet saltet og mineralsk vin med en livgivende syre.
Zind Humbrecht, Gewurz 2015, Clos Windsbuhl, Alsace
5 stjerner
700 kr., Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Honning, bivoks, roser og jasmin. Intenst parfumeret og fuldfed vin. Muscat, lychee. Overvældende vin med en pæn portion restsukker. Virker lidt hvalpet ved smagningen i oktober 2017, men den store koncentration og den flotte tekstur vil uden tvivl åbenbare en stor vin hvis den får nogle år i vinkælderen.
Zind Humbrecht, Pinot Gris SGN 2010, Clos Windsbuhl, Alsace
5 stjerner
875 kr. (½ flaske), Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Tørrede abrikoser, syltet appelsinskal, sultana, parfumeret jasmin. Fuldfed sød vin med en flot syrestruktur. Intens sød og stor vin.
Zind Humbrecht, Pinot Gris SGN 2010, Clos Jebsal Trie Speciale, Alsace
5 stjerner
875 kr. (½ flaske), Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Tyktflydende nektar på flaske. Karamel, kokos og krydrede rosiner, syltet appelsinskal, Fed cremet og meget svulstig sød vin.
Zind Humbrecht, Pinot Gris SGN 2007, Clos Jebsal Trie Speciale, Alsace
4 stjerner
1150 kr. (½ flaske), Erik Sørensen vin
Smagsnoter: Brandt karamel, karamelliserede figner og abrikoser, krydrede rosiner og appelsinskal. Tyktflydende intenst sød nektar der brydes af en god syre.
Alt om vin deltog i pressesmagningen der foregik i København d. 12/10-2017. Smagningen var arrangeret af den danske importør Erik Sørensen vin. Vinene blev præsenteret af ejer og winemaker Olivier Humbrecht.
Sådan bedømmer vi:
Vinene bedømmes på en skala gående til 6 stjerner. Skalaen tager udgangspunkt i pris ift. kvalitet, De opgivne priser er priser som oplyst ved smagningen.
|
|