|
Test af Telmo Rodriguez vine fra Remelluri.
De bedste vine i test. Gode vine fra Rioja.
Vi har smagt og testet udvalgte vine fra vinmageren Telmo Rodriguez fra Rioaja huset Remelluri.
Remelluri har Riojas højest beliggende vinmarker, og er Riojas ældste vingård. Remelluri har været i familien Rodriguez eje siden 1967, og Telmo Rodriguez overtog ansvaret for vinene herfra i 2010. Mødet med Telmo denne dag i København giver indtrykket af en meget engageret vinmager, der går helhjetet ind for at vinene fra Remelluri skal udtrykke vinmarkernes potentiale. Telmo går stort set ikke op i druesorter, men langt mere i terroir, og bruger druerne til at udtrykke jordens potentiale. Vinene fra Remelluri har alle et mineralsk præg og er meget præcise i deres udtryk.
Vore bedømmelser:
Remelluri Blanco 2012, Rioja, Spanien
6 stjerner
Fabelagtig flot vin.
399,95 kr. v. 12 stk hos Philipsonwine
Smagsnoter: Vinmageren Telmo Rodriguez signaturvin. Fantastisk ren og dejlig næse af stenfrugt, kvæde, lime, flint og let urtet præg, altsammen nænsomt pakket ind i et flot anstrøg af noter af letristet egetræsfad. Vinen har en lækker mundfyldende, nærmest cremet struktur, der bakkes op af en livgivende frisk syre og et fantastisk mineralsk præg. VERDENSKLASSE.
Remelluri Reserva 2009, Rioja, Spanien
6 stjerner
Imponerende meget vin for pengene
139,95 kr. v. 12 stk hos Philipsonwine
Smagsnoter: Moden mørk frugt, blåbær, ristet kaffe, trøffel, kanel og grøn peber. Dejlig rund fylde med en flot såvel garve- som frugtsyre der binder vinen sammen til en flot helhed. Fantastisk vin.
Remelluri Reserva 2010, Rioja, Spanien
6 stjerner
Stor vin med lagringspotentiale
139,95 kr. v. 12 stk hos Philipsonwine
Smagsnoter: Meget givende næse af modne brombær, blåbær, mørk chokolade, kamfer og grøn peber. Vanillepræg fra fadet og en snert af lakrids. Lækker og cremet vin der stadig er lidt hvalpet og et par år på flasken vil runde og integrere fad og garvesyre. Stor vin med yderligere potentiale ved et par års lagring.
Udover der bedømte vine smagte vi vine fra flere årgange tilbage til 1976. Vi har anmeldt de vine der aktuelt er til salg hos leverandøren.
Alt om vin deltog i pressesmagningen der foregik i København d. 3/3-2016. Smagningen var arrangeret af den danske importør Philipson Wine. Vinene blev præsenteret af winemaker Telmo Rodriguez.
Sådan bedømmer vi:
Vinene bedømmes på en skala gående til 6 stjerner. Skalaen tager udgangspunkt i pris ift. kvalitet, De opgivne priser er alle tilbudspriser som oplyst ved smagningen. |
|