|
Dons er Danmarks første BOB (Dansk version af franske AOC)
Vi har tidligere skrevet om engelsk vins bestræbelser på at få navnebeskyttede områder i stil med Champagne, Bordeaux, Barolo, Rioja osv.
Den danske vinpioner Sven Moesgaard fra Skærsøgaard oplyser over for Alt om vin at Danamrk allerede har et midlertidigt BOB område (Beskyttet Oprindelses Betegnelse), svarende til de franske AOCer.
Dons er Danmarks første BOB
Sven Moesgaard fra Skærsøgaard har med hjælp fra forskningsministeriet og teknologisk institut kortlagt karakteristika for de mousserende vine fra Dons ved Kolding, og der er tydelige referencer til Champagne i profilen på vinene fra Dons. Med kortlægningen og analyserne ansøgte Skærsøgaard i samarbejde med teknologisk institut EU om at etablere en BOB for Dons. Dons blev allerede i 2012 midlertidigt godkendt som Danmarks første BOB, og arealet af Dons BOB udgør 500 hektar. Der gælder skærpede krav til dyrkning og vinifikation af mousserende vin fra Dons BOB.
I skrivende stund ligger der en opdateret ansøgning, støttet af den danske fødevareminister, hos EU. Sven Moesgaard fortæller til alt om vin at forventningen er at denne ansøgning imødekommes i løbet af sommeren 2015.
|
|