Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Pingus bliver endnu bedre

Danske Peter Sisseck fortæller i et interview med Decanter at han i udviklingen af Pingus er i gang med at reducere brugen af nye egetræsfade til lagring af kultvinen. Pingus er en af Spaniens absolutte topvine, og indbringer priser på højde med de største Bordeaux vine. Ifølge Decanter koster en kasse med 12 flasker Pingus 2004 i dag ca. 75.000 kr.

I visse kredse var Peter Sisseck kendt som "Mister 200% new oak". Peter forklarer det med at en enkel parcel voldte ham problemer hvor garvesyren i druerne ikke opnåede den perfekte struktur, og han fandt frem til at lagring på nye egetræsfade gavnede udviklingen af denne vin. Peter fortæller hvordan han i dag skærer ned på brugen af egetræslagring i takt med at han får bedre og bedre styr på arbejdet i vinmarkerne - han går endda så langt som til at sige at han betragter intensiv brug af fadlagring som et udtryk for en "doven" vinmager.

Peter bruger stadig nye egetræsfade til Pingus. I 2006 brugte han 50% nye og 50% brugte fade, og skærer stadig ned på brugen.