|
Peter Lehmann en mester til Shiraz. Se AOVs favoritter
Alt om vin deltog d. 15. maj 2012 i en lukket smagning med Peter Lehmanns vinmager Andrew Wigan hos Kjær og Sommerfeldt i København. Lehmann nyder stor international anerkendelse. Især Shiraz vinene imponerede, og der er virkelig smæk for skillingen. Læs mere om smagningen og Peter Lehmann længere nede.
AOVs favoritter:
6 stjerner
2009 Peter Lehamann, Layers red
Meditationsvin, fantastisk godt køb. 125 kr.
Meget imødekommende ren dyb og lækker frugtnæse af brom- og hindbær. Et spændende blend af røde af Shiraz, Tempranillo, Grenache og Mourvedre. Teknisk perfekt vin, der udfolder sig i glasset med et væld af duft og smagsnuancer.
2006 Peter Lehamann, Black Queen, Sparkling Shiraz.
Fuldblods festvin for de vovede. 199 kr.
Imponerende, ren, flot og fyldig rødvin. Lækker bærsødme i næsen, iblandet et strejf af eucalyptus. Forfriskende bløde runde bobler. Kombinationen af den koncentrerede Shiraz frugt, sødmen og de bløde bobler er et sandt festfyrvækeri. Skal serveres koldt.
5 stjerner
2010 Peter Lehamann, Shiraz, Weighbridge
Flot og præcis Shiraz. 91 kr.
Let krydret vin med anstrøg af eucalyptus. En vin der vokser i glasset. Perfekt i sommervarmen, hvor den let afkølet er dejlig læskende.
Smagsbedømmelser:
5 stjerner
2009 Peter Lehamann, Barossa Shiraz
Fuldblods Barossa Shiraz. 125 kr.
En rigtig lækker australsk blød og lækker frugtbombe med flot struktur og masser af solskin og smagsnuancer af kokos og vanille fra fadet.
2006 Peter Lehamann, Stonewell
Muskler og koncentration til en saftig steak. 339 kr.
Flot balanceret og ren frugt. Brombær, eucalyptus og kamfer. En rigtig flot bulderbasse der egner sig til en saftig steak.
4 stjerner
2005 Peter Lehamann, Eight songs Shiraz
Elegant og balanceret Shiraz. 289 kr.
2009 Peter Lehamann, Botrytis Semillon
Flydende honning på flaske. 174 kr.
2009 Peter Lehamann, Unoaked Charddonay, Weighbridge
Nyslået græs, lime, mynte og urter. 91 kr.
2010 Peter Lehamann, Barossa Chardonnay
Meget stilren. Lime, mynte og urter. 109 kr.
2005 Peter Lehamann Wigan Riesling
Moden Riesling, let petroleumsnæse. 209 kr.
Lidt om Peter Lehmann Wines
I fortællingen om Peter Lehmann Wines kommer man ikke uden om hvordan Peter Lehmann i slutningen af 70erne arbejdede som vinmager for Saltram Wines. Peter havde indgået en lang række aftaler om at aftage druer fra de lokale Barossa vinbønder. Ejeren af Saltram tvang Peter til at opsige disse kontrakter med omgående virkning i 1979. Peter Lehmann kunne ikke bære at skulle løbe fra sine mundtlige aftaler med de lokale producenter, og han fik med investorer i ryggen etableret det der senere skulle udvikle sig til et stort og anerkendt vineri under navnet Peter Lehmann Wines. Den dag i dag anerkendes Peter Lehmann lokalt for hans jernvilje til at holde sit ord, og Peter Lehmann Wines bygger på aftaler med ca. 200 lokale producenter.
Andrew Wigan er den ansvarlige vinmager hos Peter Lehmann. Andrew har været med helt fra starten i 1979. Andrew fulgte loyalt med Peter Lehmann og stod ved hans side da de begge forlod Saltram. Udover vinifikationen har Andrew et tæt samarbejde med at vejlede og rådgive de lokale producenter som Peter Lehmann Wines arbejder sammen med. Andrew Wigan er anerkendt for sine evner, og har således tidligere vundet titler som Winemaker of the Year mm.
Alt om vin deltog i den udvalgte smagning af Peter Lehmann d. 15. maj 2012 hos Kjær og Sommerfeldt. Andrew Wigan kommenterede de smagte vine.
Vinene er bedømt på en 6 pointsskala. I vurderingen lægges der vægt på forhold mellem kvalitet og pris. |
|