|
Yderligere 1 million flasker engelsk mousserende på markedet
Det buldrer derudad for Engelsk mousserende vin. Ved flere lejligheder har engelsk "Sparkling wine" stået distancen mod rigtig Champagne og vundet i blindsmagninger. Nu tilplanter pengemanden Mark Driver et areal på 160 hektar på Rathfinny Estate i det sydøstlige England ikke langt fra Brighton.
Der er en del lighedstegn mellem Champagnedistriktets kridtholdige undergrund og undergrunden i det sydengelske. Et kalkholdigt bælte strækker sig fra Champagne gennem Belgien videre over den Engelske kanal og ind i Sydøstengland. Dette sammenholdt med det kølige/milde engelske klima giver gode muligheder for at dyrke Champagnedruerne Chardonay, Pinot Noir og Pinot Meunier.
De 160 hektar vinmarker tilplantes med Champagnesorterne Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, samt noget Riesling. Efter planen plantes årligt 20 hektar. Plantningen af de første 700.000 vinstokke startede d. 26. marts 2012. Det endelige mål er at lave 1 million flasker god engelsk mousserende vin, hvoraf halvdelen skal eksporteres. De første mousserende vine fra Mark Drivers vingård "Rathfinny Estate" forventes på markedet i 2016. Med 160 hektar bliver Rathfinny een af de største, men ikke den største engelske vingård. Eksempelvis har Nyetimber 177 hektar vinmarker.
På Sparklingenglishwine.com kan du læse meget mere om de engelske mousserende vine, og du kan også købe hvis du føler dig fristet! Sparklingenglishwine.com har tidligere overfor Alt om Vin oplyst at de med glæde sender til Danmark. Prisen for at få sendt op til 6 flasker udgør i omegnen af 200 kr. |
|