|
Vi anmelder og finder 3 favoritter fra Nord og Sydamerika
Konklusionen viser gode køb mellem 60 og 100 kr fra Chile og Californien. Vi fandt flere gode vine på druerne Zinfandel, Cabernet Sauvignon og Chardonnay.
Aovs favoritter - de 3 bedste til prisen
2008 Lucky Horseshoe, Hayes Ranch, Livermore Valley, Zinfandel (6*)
Tilbud fra 6. Februar kr. 59,75 v. 6 stk.
Lækker ren, indsmigrende og imødekommende frugt i duft og smag, blommer og ribs. Let behageligt strejf af krydderi. Vinen er i flot balance, og har en god syre der gør den velegnet til mad. Charmerende og bredt anvendelig til mad, eksempelvis kylling, lam, svinekød, grillmad. Perfekt buffetvin. Særdeles anbefalesværdig til tilbudsprisen.
2011 Los Vascos, Domaines Barons De Rothschild (Lafite), Chile, Chardonnay (5*)
Tilbud til 6. februar kr. 199,75 for 3 stk.
Pivfrisk Chardonnay. Næsen mødes med en symfoni af af urter, stikkelsbær, melon og lyse blomster. Forfriskende og læskende syre. Ideel ledsager til skaldyr. En oversøisk Chardonnay i Chablis stil.
2009 Best Foot Forward, Hayes Ranch, Livermore Valley, Chardonnay (5*)
Tilbud fra 6. Februar kr. 59,75 v. 6 stk.
Kraftig cremet og tungt fadlagret oversøisk Chardonnay. Røg, bacon og smør i næsen, en mørk gylden og intens Chardonnay med fedme og en let sødme. God til tungere forretter, krydrede Thairetter og et glas i utide sammen med nødder eller andre salte sager. Hvis du er til en tung fadlagret Chardonnay er dette en virkelig flot vin til prisen.
Sådan bedømte vi de øvrige vine
5 stjerner
2008 Knotly Vines Rodney Strong Estate Vineyards Northern Sonoma Zinfandel
Tilbud fra 6. februar kr. 119,75.
Power, format, finesse og krydderi. Stor Zinfandel.
4 stjerner
2009 Tarapaca +Plus Viña Tarapaca Maipo Valley Chile
Tilbud fra 6. februar kr. 89,75.
Smagningen foregik d. 1. februar 2012 og de smagte vine kan alle købes hos Skjold Burne
Sådan bedømmer vi
Vinene bedømmes på en skala gående til 6 stjerner. Skalaen tager udgangspunkt i de oplyste priser ift. kvalitet, set i sammenhæng med forventningen til vinens typicitet. |
|