Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Peter Work, en dansker med succes
Når man møder den danske selvlærte winemaker Peter Work er det bare om at holde fast i bordkanten. Der er fuld fart over feltet. Det er sjældent at man render ind i så dedikeret og passioneret et menneske som Peter.

Det lå på ingen måde i kortene at Peter skulle gå hen og blive vinbonde med international succes da han læste til civilingeniør på DTU, tværtom. Peter Work fik hurtigt gang i sin karriere som IT konsulent hos Price Waterhouse (PW), og i 1988 førte karrieren ham til New York. Peter arbejdede for PW i flere stater i USA, og i 1992 mødte Peter sin kone Rebecca i Los Angeles. Sammen arbejdede de begge ihærdigt i IT branchen. Peter havde via sit arbejde et møde i New York World Trade center den skæbnesvangre septemberdag i 2001. Peter skulle til møde kl. 0900 i WT1, og havde planlagt ankomst til bygningen kl. 0845. Mødet blev om morgenen aflyst, og kl. 0846 fløj det første fly in i WTC. Når Peter fortæller om denne begivenhed er det tydeligt at han stadig er bevæget over det der skete.

Begivenheden satte for alvor skub i planerne om at starte egen vingård, på det stykke jord Peter og Rebecca havde købt i 1999 umiddelbart nord for Santa Barbara i Californien. Ampelos som vingården er blevet døbt, er beliggende i en dal med forholdsvis kølige luftstrømme der kommer ind fra Stillehavet. Bl.a. derfor startede Peter med at plante Pinot Noir. Sidenhen er de meget anderledes Rhonesorter Viognier, Syrah og Grenache kommet til.

Peter og Rebecca er med Ampelos gået skridtet videre end økologi, da de i 2009 blev certificeret som biodynamisk brug. Biodynamik er et spørgsmål om at leve i stærk kontakt, og i forståelse med naturen. Mellem vinrankerne på Ampelos er der i hver 10. række sørget for at der gror planter der er naturlig habitat for dyr og insekter som eksempelvis mariehønen der lever af de for vinplanterne skadelige bladlus. Biodynamik er i høj grad et spørgsmål om at læse månen og planeternes stilling, og planlægge sine aktiviteter på månens position på himlen. Peter forklarer hvordan det på en gang gør det nemmere at planlægge arbejdet på vingårde, men også hvordan det naturligvis giver strammere styring da der er flere parametre at tage hensyn til.

Når man fortæller historien om Ampelos er Don, Rebeccas søn en vigtig spiller. Don har været med på Ampelos tilbage fra starten i 1999, men kom i 2003 til Seasmoke, én af Californiens bedste Pinot Noir producenter. I 2008 bliver Don udnævnt til winemaker hos Seasmoke der laver en notorisk kendt Pinot Noir. Seasmoke er en af vinguruen Robert Parkers favoritter. Peter fortæller med glimt i øjet om den klausul Don har i sin kontrakt med Seasmoke, om at han ikke må lave Pinot Noir vine for andre vingårde. Der er dog ingen tvivl om at Don er til stor inspiration for Peter og Ampelos!

Peter har stærke filosofier om det at lave vin. Uanset hvor systematisk Ampelos er bygget op, så fortæller Peter gang på gang om hvordan det vigtigste i hele vinproduktionen er at bruge sine sanser og stole på dem. Laboratoriemålinger kan være gode og fine, men kan på ingen måde erstatte duft, smag, syn og følelser.

Peter og Rebecca har som sådan ingen forbilleder for de vine de laver på Ampelos, selvom Peter da erkender at have smagt alle de store og kendte Bourgognevine. Målet for Ampelos er simpelt, vinen skal nå det maksimale resultat af Ampelos terroir. Og efter alt om vins mening, så er de kommet ufattelig langt på meget kort tid, se vores anmeldelser nedenstående.

Læs mere om Peter, Rebecca og Ampelos på deres hjemmeside klik her.


Alt om vin smagte følgende 4 vine, som alle kan købes hos Otto Suenson (klik her). Generelt er vinene meget frugtdrevne, og vinene afspejler at de er dyrket i en koldklima dal. Alle vinene er af teknisk meget høj kvalitet.

Alt om vins anmeldelser af Ampelos;

Syrache 2007
6 stjerner – 199,- kroner
En absolut vinder
Smagsnoter: Fuldstændig tindrende klar og kølig mørk frugt flot indpakket i diskrete fadaromaer – afsluttende med et flot skud peberkrydderi. Denne vin har strukturen fra Syrahdruen og frugten fra Grenache i flot flot balance. Den ideele ledsager til et stykke rødt kød.

Pinot Noir Rho 2006
6 stjerner - 315,- kroner
Pinot af den anden verden – fuldstændig uimodståelig
Smagsnoter: Lys farve. Diskrete kirsebær i næsen og en mindre eksplosion af krydderier. Flerdimensionel vin med spændende mineralske toner, klart og rent frugtpræg pakket pænt og diskret ind i fadaromaer. Lækker fløjlsblød garvesyre, og flot balanceret frugtsyre. Lækker og overvældende krydret afslutning.

Syrah Gamma 2006
5 stjerner – 269,- kroner
Givende, stor og koncentreret
Koncentreret brombærbombe med spændende mineralske toner. Kamfer og eucalyptus og fadaromaer – meget givende og stor vin.

Pinot Noir Lambda 2006
4 stjerner - 254,- kroner
Easygoing vin i flot balance
Smagsnoter: Lys farve. Lækker umiskendelig Pinotnæse, mineralsk og floral. Lækker og lys frugt, og meget easygoing vin i flot balance, til den lidt lette side. 4 store stjerner.

Alt om vin smagte vinene fra Ampelos sammen med Peter Work d. 30/3-2011.