Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Stenrig franskmand køber helt vindistrikt
Den franske milliardær Francois Pinault har købt Chateau Grillet i Nordrhone, og dermed også appellationen* Grillet. På Grillet laves udelukkende hvidvin på Viognierdruen.

Det helt specielle ved Grillet AOC* er at den kun består af én ejendom med én mark. Chateau Grillet er en lille enklave på 3,5 hektar vinmarker der som et amfiteater skråner mod Sydøst. Grillet er omkranset af et andet kendt hvidvinsdistrikt nemlig Condrieu. Vinene fra Condrieu og Grillet er kendt for deres meget aromatiske udtryk og deres for hvidvine usædvanlige holdbarhed.

Grillet har været i familieeje siden 1830, men er nu solgt til Francois Pinault der også er kendt som ejer af 1er crû Medoc slottet La Tour. Det forventes faktisk at direktøren fra Chateau La Tour også skal stå i spidsen for Francois Pinaults nyerhvervelse i Grillet.

Gennem 1990rne var Grillets ry dalende, det bevirkede at man hentede en Bordeaux ønolog ind til at producere vinen. Siden 2001 er det opfattelsen at kvaliteten af Grillets vine har været for opadgående. Med Francois Pinaults overtagelse må det forventes at Grillet bringes tilbage til tidligere tiders storhed. En flaske Grillet koster i Danmark i omegnen af 750 kr.

*AOC er en forkortelse for Appellation d origine contrôlée. Det er den franske betegnelse for et kontrolleret område hvor der er særlige krav til vinene. I Grillet er det eksempelvis kun Viognier druen der er tilladt, og vinene herfra skal ligge minimum 2 år på fad før end de flaskes. AOC betegnelsen anvendes i øvrigt også for andre landbrugsprodukter, eksempelvis oste som Camembert og Roquefort.