Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Whisky med dansk eg
Det danske Whiskydestilleri Fary Lochan der ligger 25 km nordvest for Vejle åbnede i december 2009.

Fary Lochan har ambitioner om at lave single malt whisky efter traditionelle skotske metoder, og forventer at have de første på markedet i 2013/2014. I mellemtiden har Fary Lochan allerede frigivet deres første "New Spirit". D. 2. april frigiver Fary Lochan på whiskymessen i Kolding deres anden udgave af New Spirit. Som noget specielt har de valgt at putte et lille stykke dansk egetræ i flasken, for at tilføre denne sprit en unik karakater.

Jens-Erik Jørgensen fra Fary Lochan fortæller om New Spirit:

"Dette er den anden frigivelse fra Fary Lochan destilleriet. Der er tale om en New Spirit på 46%, 50 cl.

New Spirit er den rå sprit man får, efter malten er destilleret, og før den hældes på egetræsfade for tidligst at kunne klassificeres som whisky 3 år senere.

Når den klare rå sprit hældes direkte på flaske, udvikler den sig ikke længere. En flaske New Spirit købes ofte kun som et samleobjekt, og er ikke umiddelbart tappet for at blive drukket.

Fary Lochan går en anden vej. Vi har tilsat en egetræsstav i flasken - denne gang ny dansk eg fra egen skov. Staven er behandlet som de stave, der bruges til fade - tørret i tre år og derefter ristet. Dette betyder at indholdet udvikler sig, og tager smag over de næste 2-3 år. Din flaske vil derfor være præget af netop denne egetræsstav, og dermed være forskellig fra de andre flasker New Spirit. Vi forventer at vores New Spirit kommer til at smage som whisky. Det vil dog ikke være rigtig whisky, da spritten jo skal lagre på fade i minimum 3 år, for at kunne klassificeres som ægte whisky.

Der er kun produceret et meget begrænset antal flasker New Spirit - i alt 500 stk. Vores New Spirit er denne gang lavet på ren maltet byg med en anelse røg (1,5 PPM).

Denne New Spirit blev destilleret den 13. februar 2011, og fyldt på flaske efter en kort lagringstid. Flaskerne leveres i en specialdesignet New Spirit æske, og bliver officielt frigivet den 2. april 2011."

New Spirit fra Fary Lochan der koster kr. 395, kan allerede nu reserveres hos bl.a. Tåstrup Ny Vinhandel.