Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Dansk auktionsrekord, et rent røverkøb
Her på alt om vin har vi skrevet en del om hvordan det internationale vinmarked for de store Bordeaux Crû Classé nærmest er eksploderet. Især har auktionerne i Asien været med til at drive markedet op i hidtil usete højder.

Der er tale om en international tendens, og nu kommer turen også til det danske auktionsmarked. Bruun Rasmussen afviklede en vinauktion d. 9. december 2010. Auktionen var en kæmpesucces, og Bruun Rasmussen havde omsætningsrekord med over 4 millioner kr.

Lafite slår ny danmarksrekord
Fem flasker Château Lafite Rothschild, Pauillac årgang 1982, blev solgt til et hammerslag på 122.000 kr, eller til kr. 24.400 pr. flaske. I parantes bemærket blev der dagen før hos Sothebys i London handlet en kasse af samme vin til ca. kr. 400.000, eller omregnet kr. 33.500 pr. flaske. Så selv om der er tale om ny dansk rekord, så kan man sige at det var et rent røverkøb.

Der er tale om en topvin i en absolut topårgang. Om vinen er købt med nydelse for øje, eller som en investering er ikke aov bekendt. Da der er tale om et absolut samlerobjekt kan man vel gisne om at der kan være tale om en investering, i håbet om at det asiatiske marked fortsætter sin himmelflugt.

Fem flotte hammerslag fra Bruun-Rasmussen auktionen:

5 flasker Château Lafite Rothschild, Pauillac. 1. Cru Classé 1982
Vurdering: 80.000-100.000 kr.
Hammerslag: 122.000 kr.

12 flasker Château Lafite Rothschild, Pauillac. 1. Cru Classé 1986
Vurdering: 60.000-70.000 kr.
Hammerslag: 128.000 kr.

12 flasker Château Lafleur, Pomerol 1989
Vurdering: 36.000-40.000 kr.
Hammerslag: 70.000 kr.

1 flaske magnum Château Cheval Blanc, 1. Grand Cru Classé A 1947 (Ch).
Vurdering: 60.000-80.000 kr.
Hammerslag: 60.000 kr

1 flaske Hermitage, La Chapelle, Paul Jaboulet 1961 Vurdering: 20.000-30.000 kr.
Hammerslag: 35.000 kr.