Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Gem trygt din Champagne i 200 år
Et hold svenske dykkere fandt tidligere på året 168 flasker Champagne i et skibsvrag der lå på havets bund ud for Ålandsøerne. Skibet menes at være gået ned på en sejlads mellem Stokholm og Skt. Petersborg, hvor man ved det Russiske hof drak en del Champagne.

Oprindeligt troede man at alle flaskerne kom fra Champagnehuset Juglar, et hus der blev opkøbt af Jacquesson i 1829. Sidenhen viste nogle af flaskerne sig at komme fra Veuve Clicquot (den gule enke).

Der findes ikke nøjagtige optegnelser for hvornår skibet er gået ned, og ej heller for Champagnens eksakte alder. Ved en ompropning af flaskerne er det dog indtil videre fastslået at Veuve Cliquot flaskerne er non-vintage Champagne fra de tidlige 1830'ere, og man har ikke eksakte data for Juglar. Således har man endnu ikke kunne fastslå om dette fund er verdens nuværende ældste Champagnevine. Indtil videre er de ældste kendte Champagnevine fortsat beliggende i Perrier-Jouët's kældre. Flaskerne herfra daterer sig tilbage til 1825.

Hvordan udvikler Champagne sig på små 200 år og på 55 meters dybde? Finske master of wine Essi Avellan og redaktør på Fine Champagne smagte for nylig på 2 af flaskerne, henholdsvis en Juglar og en Veuve Cliquot. Hun kommenterede ifølge Decanter at begge vine var bemærkelsesværdige friske. De var som ventede søde og havde en forbavsende klar og gylden farve, aromaer af honning, toast og bondegård!

Ålands regering planlægger at bruge Champagnefundet til at promovere Ålands øgruppen. En del af flaskerne forventes solgt på auktion. Der findes også planer for at anvende Champagnen som "dosage" for nye Champagnevine. Dossage er en lille mængde vin der tilsættes Champagnen for at justere den endelige sødmegrad i Champagnen.