Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Robert Parker, er en tegneseriefigur
Den amerikanske vinanmelder Robert Parker, der med sin 100 points skala og sin personlige smag er beskyldt for at ensrette vine, kan godt grine af en ny fransk tegneserie som gør tykt grin med ham og den ensrettede vinstil som han med sin kliniske skala er blevet kritiseret for at være eksponent for.

I tegneserien "Robert Parker: Les sept péchés capiteux" begår den kendte vinanmelder ”syv berusende synder” mod fransk vin.

Tegneserien latterliggør nådeløst Parker for at fremme den typiske kraftige modne "Parker" vinstil.

Tegneserien håner bl.a. også den kendte vinmager og konsulent Michel Rolland som er kendt for at kunne skabe "Parker vine", altså vine som scorer højt hos Robert Parker.

Historien begynder i 2017 hvor pensionisten Robert Parker får en invitation til at rejse tilbage til Bordeaux. Pensionisten Parker smager blindt 3 vine som han beskriver som "gammel marmelade" inden han til sin skræk opdager der er tale om Château Pavie 2000, Château Valandraud 2005 og Château Le Pin 1995 alle vine som han havde rost til skyerne. I løbet af bogen ender Parker med at drikke Riesling i stedet for de frugtfulde rødvine han ellers fortrækker og vurderer højt.

Ifølge Decanter syntes Parker ligefrem at tegneserien er enormt morsom, og er stolt over at have fået sin egen tegenseriefigur. Robert Parker ønsker den må få succes og blive oversat til engelsk og andre sprog.

Ikke alle som bliver latterliggjort finder bogen morsom. Jeffrey Davies, en markant amerikansk vinhandler som også er med i tegneserien, udtaler til Decanter "Det er ikke sjovt" og kritiserer den for at være unøjagtig og fuld af fejl.

Robert Parker: Les sept péchés capiteux, tegnet af Philippe Bercovici og skrevet af Benoist Simmat er indtil videre desværre kun udgivet på fransk. Tegnseserien koster Kr. 85 og kan købes hos www.amazon.fr

Rober Parker, og hans anmeldelser kritiseres af mange. Hvad synes du om Robert Parkers anmeldelser og om 100 point skalaen? Giv din mening tilkende ved at kommentere denne artikel. Klik på teksten "kommenter" i bunden af dette vindue.
Jonas
Er selv til kraftige "Parker" vine. Men smag og behag er forskelligt fra folk til folk.

Det er lidt det samme som musikanmeldelser, nogle kan lide opera og andre dødsmetal.

Jeg synes ikke man kan bebrejde Parker for sin smag, det er folk selv der har lyttet til ham og blindt fulgt hans råd.
Per
Jeg har lidt svært ved at forholde mig til pointsystemet. Nogle af de vine der scorer 86 point er i min verden bedre vine end de der scorer 90+. Til gengæld, kommer man først over 90 er der generelt tale om gode vine. Jeg forholder mig meget mere til kommentarerne, som jeg har god gavn af.

Jeg har på ingen måde nogle følelser for at Parker og Michel Rolland skulle ensrette vinverdenen. Den bliver ikke mere ensrettet end hvad vi som forbrugere efterspørger. Jeg er af den holdning at såvel Parker som Rolland er nogle dygtige og signifikante vinpersonligheder.