Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Nu kan du realisere din drøm om at blive vinbonde
Dansk vinavl er under hastig udvikling disse år, og nu har du chancen for at være med, selvom du ikke selv har et stykke landbrugsjord. Bærhaven i Fredensborg søger for tiden en lejer der skal tilplante en sydvendt skråning med vinstokke. Skråningen er på 1 hektar.

Birgit Hundebøl fra Bærhaven fortæller at hun ser et godt samspil med Bærhavens aktiviteter ved at etablere en vinmark. Bærhaven har ikke selv de nødvendige forudsætninger for at gå ind i kommerciel vinavl, og søger derfor samarbejde med en vinavler.

Bærhaven har i dag en lang række forskellige sommerbær, nødder og frugter. Hele idéen med bærhaven er at besøgende kan gå tur i haven og samtidig smage på de mange forskellige bær og frugter.

At etablere en kommerciel vingård er et langtidsprojekt. Fra den første vinstok er plantet går der 3 år før man kan høste første gang, og typisk har man først vinen klar på markedet et år efter høsten. Birgit Hundebøl oplyser overfor aov at man har taget højde for denne udfordring i den påtænkte lejeaftale.

Følger man de normer der er for vinavl i Danmark vil man kunne plante ca. 4000 vinstokke på den sydvendte skråning – dette vil typisk give 3-4000 flasker vin, alt efter hvor stort udbytte man tillader.

Du kan se mere om Bærhaven på www.baerhaven.dk