Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Biodynamsike vine - vi anmelder Cremant dAlsace

Cremant dAlsace, når der skal bobler på tilværelsen







Alsace har førertrøjen for biodynamisk vin
Alsace er uden sidestykke verdens førende vinområde når det gælder biodynamisk vinbrug. Hele 10% af verdens biodynamiske vingårde findes i dette franske vindistrikt. Heriblandt er en række pionerer og fyrtårne som Marc Kreydenweiss, Zind Humbrecht og Josmeyer. Det er helt sikkert producenter der har været medvirkende til at inspirere andre til at gå den biodynamiske vej. Det er imponerende at Alsace i dag har ca. 70 biodynamiske vinbønder, og flere kommer løbende til. En egentlig forklaring, udover den inspiration som de gode producenter har videreformidlet, kan måske findes i madkulturen der findes i Alsace. De Alsaciske køkken er kendt for at være solidt med fokus på de lokale råvarer. Generelt er der fokus på at udvikle kvaliteten af råvarerne til køkkenet, hvilket også kan være en inspiration til at udvikle de tilhørende vine. Faktum er ihvertfald at 1 ud af 10 af alverdens biodynamiske vinbønder kommer fra Alsace, og over 5% af vinmarkerne i Alsace er biodynamisk dyrkede.

Cremant dAlsace tilvirkes i princippet som en Champagne, hvor boblerne kommer fra en eftergæring på flasken. I denne test har vi 4 Cremant dAlsace fra 4 forskellige biodynamiske producenter.

Anmeldelser
Vinene er gratis prøver modtaget fra CIVA


Simonis, extra brut, Cremant dAlsace, Frankrig (biodynamisk)
5 stjerner / 90 point
158 kr. hos Økovin
Smagsnoter: Små fine bobler vælter op ad glassets kanter og forstærker en forførende boquet af friske gærnoter, pære, nektarin, jasmin og fin citrus, læg dertil en bagvedliggende mineralitet af våd flint, forventningerne er skruet op! Forventningerne indfries, vinen har en behagelig mousse der dannes af de fine små bobler, vinen har et dejligt mineralsk kalket præg der rundes af med fine citrusnoter, der danner baggrund for den fine livgivende syre. En vin i harmoni. En virkelig lækker aperitif.


Bechtold, brut nature, Cremant dAlsace, Frankrig (biodynamisk)
3 stjerner / 85 point
165 kr. hos Letz Shop
Smagsnoter: Noter af kvæde, nedfaldsæble og tunge parfumerede orangeblomster. Let oxiderede noter - en tung sag. I munden mødes man af en skarp og tør vin med et let mineralsk præg, og en del bitterhed i finalen.


Eblin Fuchs, blanc de blanc brut, Cremant dAlsace, Frankrig (biodynamisk)
5 stjerner / 89 point
179,95 kr. hos Smukvin
Smagsnoter: En vin der står flot i glasset med fine små vedholdende bobler. I næsen mødes man af delikate nuancer af pære, stenfrugt og let parfumerede noter af jasmin. I smagen suppleres de fine indtryk af litchee, citron og brændenælder og en fin afsluttende kalket mineralsk note der giver den tørre, men ikke bentørre vin en god grad af finesse.


Camille Braun, le Rosé de Braun, brut, Cremant dAlsace, Frankrig (biodynamisk)
4 stjerner / 87 point
179,95 kr. hos Smukvin
Smagsnoter: Flot rosa vin med fine små bobler. Intens bouquet af skovbær, skovbund og hibiscus, i baggrunden fine brødnoter. En fyldig og kraftig vin der vil gøre sig godt som ledsager til eks. laks og sågar retter med svin og kalv.

Vinene er anmeldt på 2 skalaer, hhv. på en skala op til 6 stjerner, hvor der i bedømmelsen lægges vægt på forholdet mellem pris og kvalitet, og på en 100 points skala der læner sig op af The Wine Advocates kriterier.
Vinene er smagt og bedømt i november 2020.


Hvis du vil vide mere om biodynamisk vin har vi lavet en kort sammenfatning her på Alt om Vin med “viden og fakta om biodynamisk vin”.
.
-----