Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Mermet - en Superbarolo?
Superbarolo og pivfrisk Prosecco

Italiensk vin når det er bedst

Vi anmelder de bedste italienske vine fra smagningen på restaurant Kanalen d. 2. juni, arrangeret af Carlo Merolli.

Ikke så snart er man trådt ind ad døren førend man får stukket et kort af Italien i hånden af Carlo Merolli med ordene: "ja det jo ikke Frankrig". En typisk levering fra Carlo med et glimt i øjet. Det sjove ved smagningen er da vi beder Carlo udpege een af de vine vi absolut må smage, peger han på en noget utraditionel vin fra Barolo distriktet, en vin der er lavet på den lokale Nebbiolo drue, men er iblandet noget så utraditionelt som den franske Merlot drue (en Superbarolo?)- så Frankrig blev alligevel en del af smagningen!

Alt om Vins favoritter:

Mousserende

6 stjerner
Prosecco, DOC, Extra Dry, Az. Agr. Canoso, Veneto
Pris: 75 kr.
Smagsnoter: Dejlig aromatisk let parfumeret næse med lidt duft af rosenknopper. Fine små, vedholdende bobler. Dejlig sprød, ren og frisk og læskende vin. Flot afstemt tør vin. Perfekt i sommervarmen.

5 stjerner
2012 Lambrusco Grasparossa DOP, Az. Agr. Il Mello (rød, økologisk)
Pris: 75 kr.
Smagsnoter: Jordbær og kirsbær, forholdsvis mørk og tung dyb næse af mørke frugter. En herlig mousserende rødvin. Dejlig umiddelbar frugt og dejlig fløjlsblød i struktur. Server den afkølet gerne til et stykke kylling, eller til velkomstvin.

Hvide

5 stjerner
2012 Nosiola Trentino DOC San Michele
Pris: 109 kr.
Smagsnoter: Lette nøddearomaer krydret med kant af annanas og krydderurter i næsen. Herlig frisk og mineralsk hvidvin med lækre citrusnoter i smagen. Perfekt til skaldyr og lys fisk. Flot vin.

Røde

6 stjerner
2009 Mermet Langhe Rosso DOC, Gemma
Pris: 149 kr.
Smagsnoter: Blommer, solbær, ristet kaffe, lidt grøn peber, duften af stor vin. Et noget utraditionelt blend af Nebbiolo og Merlot, en vin med tydelig struktur fra Nebbioloen og lidt rundhed og fylde fra Merlot. En absolut topvin - vi kalder det en Superbarolo inspireret af Supertoskanerne!

6 stjerner
2006 TABUI Barolo Riserva DOCG, Cantine Gemma
Pris: 375 kr.
Smagsnoter: En fuldblods Barolo. Dejlig imødekommende næse med klar mørk frugt af kirsebær. Ristet kaffe og tjære, velintegreret fadpræg, uden at være dominerende. Alle moderne Barolos dyder. Fast i kødet, men alligevel silkeblød. Barolo er forunderlig, og dette er en af de bedre.

5 stjerner
2005 TABUI Barolo Riserva DOCG, Cantine Gemma
Pris: 199 kr.
Smagsnoter: Mørk og moden frugt, ristet kaffe. Blommer, let grøn tobak og tjære. En lettilgængelig Barolo fra en svær årgang. Den 5. stjerne skal tilskrives prisen.


Smagningen fandt sted på restaurant Kanalen d. 2. juni, og var arrangeret af Carlo Merolli.
Vinene er bedømt på en skala op til 6 stjerner, bedømt på pris/kvalitetsforhold og typikalitet. Smagningen er foretaget juni 2014. Der var ialt 32 vine på smagning, af dem har vi udvalgt 6 til kommenteret bedømmelse