Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Hvid Burgundia kommer da fra Bornholm

Hvid Burgundia, hurtigt overblik:
  • Ialt 1,2 ton grønne Orion druer blev der høstet

  • Druerne kom fra den Bornholmske vingård Lille Gadegaard

  • Druerne blev vinificeret hos Georg Breuer i Rheingau, Tyskland

  • Af druerne blev der 666 flasker

  • Kan kun købes som en del af vinmenuen på Restaurant Kofoed


I bedste 80er retro stil trak Thorkild Thyrring op til kantstenen i hans hvide Mercedes sportsvogn foran Restaurant Kofoed på landgreven med den første kasse hvid Burgundia 2012 lavet af Bornholmske druer. Restaurantejeren Michael Rønnebæk-Rørth præsenterede stolt de første flasker Burgundia lavet af druer dyrket på Lille Gadegaard på Sydbornholm, da Alt om Vin deltog ved lanceringen.

Michael fortalte engageret om projektets tilblivelse. Restaurant Kofoed der 5 år i træk er anbefalet i Michelin guiden - anvender i videst muligt omfang råvarer fra Bornholm, og derfor fandt Michael det naturligt at forsøge sig med vin fra øen. Michael startede et samarbejde med vinbonden Jesper Paulsen fra Lille Gadegaard, og de blev enige om at projektet skulle være hvidvin fra Orion vinstokkene. For at professionalisere projektet yderligere, indgik Michael en aftale med den meget velrenommerede og internationalt anerkendte tyske vinmager Georg Breuer. Georg skulle stå for vinifikationen af Orion druerne i Tyskland. Michael deltog i høsten på Bornholm, og kørte egenhændigt de ca. 1,2 ton druer til Rheingau i Tyskland en mørk oktoberdag i 2012.

På en råkold dag i marts trækker Thorkild Thyrring så op med resultatet på Landgreven i København. Michael skænker stolt vinen til de fremmødte gæster, og hele vejen rundt er der anerkendende nik. Vinen er klar og lys i glasset, er dejlig urtet og aromatisk i næsen, med en let snert af citrus, flint og lime. Meget let, balanceret og elegant. Vinen bærer præg af den tysk vinmagers stil - flot og rank i stilen med en lille snert af læskende restsødme. Vinen er et flot match til den delikate stenbiderrogn der serveres til anledningen, og er et absolut tegn på at dansk vin har sin beretigelse.

Navnet Burgundia er inspireret af at beboerne på Bornholm i 1500 talet blev kaldt Burgundianere - et folkefærd der sidenhen flyttet sydpå i Europa. Vinen i glasset er nu ikke en Burgundia i Bourgogne forstand, men så absolut et flot glas og en oplevelse værd.


Alt om Vin var inviteret i forbindelse med lanceringen d. 21. marts 2013