Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Et vue over den hyggelige "gårdhave" der dannede rammen om vin- og gourmetmessen
Franske Vindage 2011, et godt bekendtskab
Alt om vin besøgte den nye vin- og gourmetmesse "Franske Vindage", og det var et godt nyt bekendtskab. Messen er forbrugerorienteret, og præsenterede et flot og bredt udsnit af franske vine på det danske marked. Derudover var der stande med spændende franske specialiteter, bl.a. den kendte foie gras, men også noget så særpræget som årgangssardiner.

Messen gav rig lejlighed til at afprøve det franske begreb "un bon marriage", der direkte oversat betyder "et godt ægteskab". Franskmændene bruger dette begreb om det perfekte match mellem vin og mad. Eksempelvis kunne man afprøve matchet mellem ædelsød vin og den fede gåselever foie gras.

Udstillingen blev holdt i den hyggelige overdækkede gårdhave på Hotel Kong Frederik ved Rådhuspladsen. Første udgave af Franske vindage 2011 foregik sidste week-end af april. Sopexa Danmark (kommunikationsbureau for franske landbrugsprodukter) stod sammen med Cofoco som arrangører. Dorte Pontoppidan fra Sopexa fortæller til alt om vin at de arbejder for at vin- og gourmetmessen skal blive en årlig tilbagevendende begivenhed. En beslutning der bør glæde det danske vinpublikum.

Franske vindage rammer plet ved at kombinere mad og vin. Et koncept der efter aovs opfattelse bør fastholdes og videreudvikles.