Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag

Vinene fra Frederiksdal gods - drik dem af store glas
Teknisk flotte kirsebærvine viser dansk potentiale
Lad os starte med at slå det fast, Frederiksdal Gods har gang i et utrolig spændende projekt med deres kirsebærvin, her er tale om frugtvin af helt nye dimensioner.

Er frugtvin en vin, og hvad er egentlig definitionen på vin (her i forståelsen bordvin)? Vin defineres som værende den gærede saft af druer. Går man et spadestik dybere, vil man se at der også knytter sig definitioner til druernes oprindelse, men det vil blive for teknisk at gå i detaljen her, men dybest set er en 3 ugers vin ikke en vin i.h.t. den i EU accepterede definition af vin, og frugtvin ejheller.

Tilbage til Frederiksdal Gods' relative korte historie.

Siden 2006 har de eksperimenteret med kirsebærvin på Frederiksdal Gods på det vestligste Lolland.

Målet er at fremstille verdens bedste kirsebærvin, der kan tage kampen op mod portvinen og de sydfranske dessertvine fra Banyuls, Maury og Rivesaltes.

De anvender i dag den naturlige gær på kirsebærrene (samme princip som vi tidligere har skrevet om med Hans Vinding-Diers' kultvine). Kirsebærrene gærer spontant på skaller og kerner i fem døgn.

Frederiksdal Gods har pt. 2 typer på markedet, se anmeldelse længere nede. Basisvinen kaldes blot Frederiksdal Gods kirsebærvin, mens den lidt mere eksklusive "enkeltmarksvin", ja du læste rigtigt enkeltmarksvin, hedder Nielstrupmark. Begge vine er i princippet lavet som Vintage Portvine, med tilsat destilat (sprit) for at runde vinene af.

Udover de 2 vine der pt er på markedet, eksperimenteres der med dels en "Reserve", der skal have to år på franske egefade, og en "Rancio", der står to år på glasballonner i solen for derefter at komme på gamle 450 liters cognac-fade.

Frederiksdal Gods har over 25 ha plantage med stevnsbær, der af frugtforskere bliver kaldt nordens drue. Frederiksdal ligger lige ud til Langelandsbæltet, hvilket er blandt de mest solrige og lune områder i Danmark, og perfekt til dyrkning af kirsebær.

Bag vinene fra Frederiksdal Gods står 3 entusiaster hvis fælles mål er lysten til at rykke dansk landbrug væk fra bulkproduktion og ind i et univers, hvor smag er den vigtigste parameter.

HARALD KRABBE er godsejer på Frederiksdal og uddannet agrar økonom. Efterfølgende tog han til Afrika, hvor han lærte, hvor værdifuld en sund flora i jorden er. En viden, han nu er i fuld gang med at implementere i kirsebærplantagerne. Harald sidder bl.a. i bestyrelsen i Danske Bær. Modtog i 2010 prisen som Årets Frugtavler på grund af kirsebærprojektet.

JAN FRIIS-MIKKELSEN er kok og restauratør på Tinggården ved Helsinge. Ud over at servere franskinspireret mad på de bedste danske råvarer er han kendt for en utrættelig indsats for bedre fødevarer i Danmark. En kamp, der blandt andet har ført til en hæderspris for ‘højnelse af dansk madkultur' fra Det Danske Gastronomiske Akademi. Jan har desuden udgivet et par kogebøger og produceret TV-køkken med Claus Meyer.

MORTEN BRINK IWERSEN er uddannet journalist og arbejder på DR Nyheders erhvervsredaktion. Lidenskaben er vin. En lidenskab, der tog fart efter gymnasiet, hvor han boede i Languedoc-Roussillon i Frankrig og arbejdede på vingårde og restauranter. Siden da er fritiden gået med vinimport, vinforedrag, vinartikler og en enkelt vinbog.

Aov's smagsnoter:

Frederiksdal Kirsebær 2009, kr. 130
5 af 6 stjerner
Flot, harmonisk og balanceret Kirsebærvin - verdensklasse
Smagsnoter: Sorte let bitre kirsebær vælter en i møde i næsen, let mineralske toner og kanel. Meget indbydende. Alt det gode som næsen lover, går igen i smagen. Meget fed og cremet sød kirsebærvin der brydes af en god syre. Teknisk utrolig flot vin, med en ufattelig koncentration.

Frederiksdal Nielstrupmark 2009, kr. 200
4 af 6 stjerner
Meget vinøs frugtvin med struktur
Smagsnoter: Let reserveret i næsen, frugten synes at ligge i et lidt dybere lag. Et lille præg af acetone. Når den får lidt luft vokser den i glasset. Meget koncentreret, og det bitre i Kirsebærrene træder frem, lige i overkanten. Strukturen i vinen er fantastisk, man kan næsten fornemme en vis garvesyre.

Vinene kan med fordel anvendes til chokoladedesserter, vanilleis og ris a la mande (så kan man til gengæld undlade kirsebærsaucen). Drik dem af store glas og ved 14-16 grader.

Vinene forhandles bl.a. i Superbest og hos Løgismose. For detaljeret forhandleroversigt, klik her