Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Opslag


Priserne på de store 2009 Bordeaux vine tordner i vejret
Bordeaux 2009 - vild hype - for de fleste
Forsalget af den meget omtalte Bordeaux årgang 2009 sætter nye rekorder. Priserne på de store ikonvine fra Bordeaux finder nye højder for 2009 årgangen. De store vine fra de store slotte kommer ud til priser der ligger markant over 2008 årgangen - flere af topvinene. Ch. Margaux og Ch. Lafitte kommer ud til en "førstepris" på 550 euro, en pris der er 4 gange forsalgsprisen for 2008 årgangen. Der er en tydelig tendens til at vine der har scoret op til 100 point hos vinskribenten Robert Parker er steget markant.

Det kinesiske marked har en stor indflydelse på salget af disse topvine, og der ses en tendens til at topscorerne især er et hit. Priserne er derfor presset voldsomt op.

Så sikkert som amen i kirken, har en stor del af vinbranchen råbt vagt i gevær over denne voldsomme prisudvikling. Det har ikke skortet på advarsler om at man skræmmer kunderne væk.

Umiddelbart ser dette dog ikke ud til at være tilfældet for topvinene, men for de vine der ligge i laget umiddelbart under, er det en stor satsning at gå på markedet med opskruede priser.

Det er ikke alle slotte der står i samme privilegerede markedssituation som eksempelvis Pontet-Canet. Her solgte man første parti til 60 euro, 50% over 2008 årgangen. Til denne pris havde man bestillinger på flere gange den aktuelle beholdning. Andet parti blev sat til salg umiddelbart efter, til en pris på 72 euro. Også til denne pris oversteg antallet af bestillinger langt den aktuelle beholdning. I Danmark er denne vin set i forsalg til kr. 995,- (incl. moms mm). På Pontet-Canet glæder man sig således over forsalgskampagnen.

Denne historie er ikke gældende for alle de store slotte. Således er der beretninger fra Crû klassificerede slotte, der har sat deres 2009 i forsalg til priser, hvor de end ikke har kunne sælge det første parti af frigivne vine. For disse slotte er det et kæmpeslag at man ikke kan komme af med første parti. De kommer til at slås med at have prissat vinene for højt fra start. Det er næsten umuligt at sætte andet parti til salg til priser under det første parti, da man herved vil underminere tilliden til vinen.

2009 ligner altså en kæmpesucces for de store og kendte vine med gode anmeldelser – hvorimod markedet er enormt nervøst for de øvrige.
Lasse S.
I skriver at der er Cru Classe slotte som ikke kan afsætte deres første parti vine pga. for høje priser. Hvilke slotte er der tale om?
Jeg synes på trods af de generelt høje priser at der også er rigtigt gode køb at gøre, hvis man ser sig for - også blandt vine som har fået endog meget flotte vurderinger af Parker. PS! Pontet Canet har jeg forøvrigt set til 795,- kr. i DK i første tranche (nu udsolgt til den pris).
Hej Lasse

Jeg er meget enig i din betragtning om at der kan gøres gode køb i 2009. Der er ingen tvivl om at 2009 er en exceptionel årgang, og det vil formodentlig blive en reference i årene fremover.

Aov har talt med kilder der opererer lokalt i markedet i Bordeaux, og her blev nævnt et par unavngivne slotte der havde fået sat deres førstepris for højt, således at de ikke fik solgt første tranche. Der blev refereret til bl.a. et 4. Crû slot.

Problemstillingen er vel at de lidt mindre eftertragtede vine ikke helt har kunne bære den store prisstigning for 2009 årgangen - hvorimod topvinene er så eftertragtede at selv en 3 dobling af prisen ikke har skræmt køberne væk.

/Søren