Alt om Vin Facebook Twitter Nyhedsbrev

Vinkursus

Store vinoplevelser

Ved Jesper Hedegaard
Dette er foredragsrækken for både nye og tidligere kursister, der føler de befinder sig på et vist niveau mht. viden om vin og erfaring med vinsmagning.

Her er muligheden for ekstraordinære oplevelser med smagning af exceptionelle vine, man normalt ikke selv går ud og køber.

Over fire aftener ’smager’ vi os gennem enkeltområder og udvalgte temaer fra vinens verden. Ved intens og pædagogisk smagning sideløbende med gennemgang af baggrundshistorier, nyeste trends og sammenhængen mellem druer, vinifikation, jordbund, klima og de enkelte slotte, lærer vi for alvor vinen i glasset at kende.

Grundbegreber som ’at blive en dygtigere smager’, opbevaring af vin, dekantering m.m. gennemgås løbende. Vi smager nogle af de bedste vine fra områderne (vin for i alt 1200 kr. pr. deltager er inkl. i prisen) – normalt fem til seks forskellige pr. gang.

Et eller flere vinglas til eget brug medbringes.

1. Stor hvid bourgogne – fra Chablis til Meursault
Vi skal en tur rundt blandt Bourgognes bedste hvidvine – fra Chablis til Meursault. Stor chardonnay, når det er bedst. Hvad er forskellene mellem de enkelte kommuner og producenter?

2. Duel på pinot noir: Bourgogne mod Loire.
Det franske vinmagasin La Revue du Vin de France holdt for nylig en blindsmagning mellem vine fra Bourgogne og Loire alle lavet på pinot noir-druen. Resultatet var at de dyre bourgogne-vine ofte skuffede ud fra pris og forventninger, og i mange tilfælde slet ikke klarede sig bedre end de meget billigere pinot noir-vine fra Loire, primært distriktet Sancerre. Det er naturligvis en spændende konklusion – hvis den holder. Her matcher vi 3 gode, røde bourgogne-vine op mod 3 pinot noir-vine fra Loire, og selv om vi trods alt ikke smager dem blindt ved denne lejlighed, bliver det spændende om Bourgogne holder skansen, eller om de røde loire-vine viser sig som et både ligeså godt og billigere alternativ. En spændende aften for alle, der elsker pinot noir-druen.

3. Priorat
Spaniens ’nye’, store distrikt, der i 1990’erne blev berømt for kraftfulde kvalitetsvine fortsætter med at udvikle sig og nye kultvine kommer til samtidig med at mange producenter har taget en mere elegant stilart til sig, så deres vine fremstår mindre ’port-agtige’ end tidligere. Vi tager pulsen på distriktet og dets vine – og fra de nærliggende randområder op til Priorat.

4. Portugals bordvine – meget mere end portvin
Portugal er ikke længere kun synonymt med portvin. Mange vineksperter og forbrugere har fået øjnene op for, at Portugal også rummer et stort potentiale for kvalitetsbordvine, primært røde, og der bliver tildelt stadig højere ratings fra de anerkendte vineksperter, ligesom priserne for de bedste vine er steget en del. Vi går på opdagelse blandt de nye trends og smager nogle af Portugals bedste rødvine.


link til arrangement

Lokation:
FOF København
Hellerup Stationsbygning
2900 Hellerup
Dato: 5/2
Tid: 19-21
Pris: 1630 kr

FOF København

www.fofkbh.dk